En middelstor, kraftfuld, kompakt, harmonisk og muskuløs hund af middel til svær knoglebygning. Den er i høj grad adræt, årvågen og beslutsom. Mange tollere har et lidt bedrøvet udtryk, indtil de begynder at arbejde. Da skifter det til intens koncentration og iver. Under arbejdet har hunden en hurtig forceret aktion med hovedet udstrakt omtrent i niveau med ryglinien, og den buskede kraftige hale er i konstant bevægelse.
Tolleren er særdeles intelligent, let at træne og meget udholdende. Den er en stærk og dygtig svømmer og har en medfødt, intens lyst til at apportere på land og fra vand, altid på spring for det mindste tegn til apportering. Dens stærke apporteringslyst og legesyge er egenskaber, som er væsentlige for dens evne til at ”tolle”, hvilket vil sige at lokke ænder ind på skudhold ved at lege ved vandkanten.
En voksen han måler fra 48 – 51 cm (+/- 2,5 cm er tilladt) og vejer alt efter knoglebygning mellem 20 og 25 kg. En voksen tæve måler fra 45 – 48 cm (+/- 2,5 cm er tilladt) og vejer mellem 17 og 21 kg.
Tolleren er oprindeligt fremavlet til apportering fra isfyldt vand og skal derfor have en vandafvisende dobbeltpels, middel af længde og blødhed, med en blødere meget tæt underuld. Pelsen kan være let bølget på ryggen, men ellers er den glat og tæt tilliggende. Der er kraftigere og længere pels på halsen, bag ørerne og bag på lårene (”bukser”), mens forbenene har moderate faner. Farven er forskellige nuancer af rød eller orange, fanerne oftest i en lidt lysere farve end resten af pelsen. Ofte ses hvide aftegn enten på poter, bryst, som blis eller som halespids. Pigmentet på næse, læber og øjenkanter skal være enten kødfarvet, afstemt efter pelsens farve eller være sort.